Forside - Gudstjeneste - Undervisning - Omsorg - Kontakt og PR - Lokalt og globalt - Foredrag

Mobning i Folkekirken

< Konflikt og ledelse < Artikel om mobning af præster i Præsteforeningens Blad maj 2017.
Hovedsageligtpå baggrund af herstående

Mobbepolitikens vanskeligheder

2019 Yoga mm som løsning!

Mobbe-spørgeskema

Der er for nylig udsendt et spørgeskema til præster* for at undersøge forekomsten af mobning. Det betyder at man er opmærksom på at der er et problem. Om et spørgeskema, selv anonymt, afdækker forholdene rigtigt, kan forekomme tvivlsomt.

[Men resultatet af undersøgelsen må dog siges at være overbevisende, og metodisk godt funderet]

Noget af det mest karakteristiske ved mobning er, at genstanden for mobningen skammer sig så meget over situationen at den fortrænges og sent indrømmes – og er den overstået, så skubbes den væk til mareridt om natten. Skammen har vi måske med os fra skolegården. Den er heldig, som ikke har stået og råbt med, eller bare ikke skredet ind overfor den hujende flok, der råbte Svinetønden eller Luse-Sonja efter en stakkels pige fra syvende kartoffelrække. Fornemmelsen af mulig social skam har vi alle taget med os. MEN det er IKKE det samme der sker ved mobning i arbejdsmæssige sammenhænge. Det er meget ofte helt andre mekanismer, der er på spil. Foruden resultater fra et spørgeskema må der derfor også erfaringsefterprøvning sted.

For mit vedkommende: Hvad har jeg som konsulent mødt i organisationen, og hvad som kollega til præster, der har været ramt. Jeg har i særlig grad præster i tankerne, for de har en meget speciel stilling ansættelsesmæssigt, hvor ansvarsforflygtigelse i forhold til de ramte i særlig grad er mulig. Men gravere, kirketjenere, kordegne og organister, kan også rammes – og det sker.

Der findes amerikanske feltstudier af fænomenet. Se boksen til venstre.

-ksf.

Den mobbede

En amerikansk undersøgelse af ofre for mobning i arbejdsmæssige sammenhænge:

I modsætning til skolegårdsmobning, blev du ikke målet for mobning, fordi du var en "enspænder" uden venner der kunne stå op mod mobberne. Du var heller ikke en svækling. Mest sandsynligt, blev du mål (af årsager, som initiativtageren måske eller måske ikke selv har erkendt), fordi du udgjorde en "trussel" mod ham eller hende. Opfattelsen af trussel er helt i hans/hendes sind, men det er, hvad han/hun føler og mener.

Personer genstand for mobning er uafhængige. De nægter at være underdanige. Mobbere søger at undertvinge dem. Når de tage skridt til at bevare deres værdighed, deres ret til at blive behandlet med respekt, eskalerer mobberne deres had og trusselskampagner for at vriste kontrollen over arbejdet fra den mobbede.

De mobbede er fagligt dygtigere end mobberne. De er "gå-til" medarbejdere, som nye medarbejdere henvender sig til om vejledning. Usikre chefer og medarbejdere kan ikke tåle anerkendelsen af deres talent. Mobbechefer stjæler kredit fra den mobbede.

De mobbede er gennemgående vellidte, de har gode sociale færdigheder, og har ganske sandsynligt stor følelsesmæssig intelligens. De har empati (selv for deres mobbere). Kolleger, kunder og ledelse (med undtagelse af mobberne og deres støtter i ledelsen) sætter pris på den varme, som de bibringer arbejdspladsen.

De mobbede er oftest etiske og ærlige. Nogle er whistleblowers, som påpeger dårlig praksis. Enhver whistleblower bliver mobbet. De arbejder ikke fordækt og gennem uldne aftaler. De tenderer at være troskyldige. De lettest tilgængelige mål for mobning er mennesker med en personlighed, der har en stærk orientering mod fællesskab –med et ønske om at hjælpe, helbrede, undervise, udvikle, pleje andre.

De mobbede er ikke-konfronterende. De svarer ikke på aggression med aggression. (De er således moralsk overlegne.) Men prisen for den tilsyneladende underdanighed er, at mobberne kan handle ustraffet (så længe ledelsen ikke gør noget).

Fra kirkens grundfortælling kan man, når det gælder mobbeproblematik, trække en sætning frem: ”Det er bedre for jer at ét menneske dør for folket, end hele folket”. Disse ord blev indledningen til vores kulturs mest kendte mobbeproces. Men det er jo også en vinkel i New Public Management: Vi må se på helheden, hele organisationen, se om opgaven bliver løst, visionen opfyldt, og så må den enkelte, som synes at være grus i maskineriet, vige, flyttes, kapsles ind eller ligefrem ekskluderes. Mobberne i dag råber ikke ”korsfæst, korsfæst”, men udtrykker sig mere sofistikeret og i managementvendinger. Dette element i kristendommens grundfortælling står hele tiden som en advarsel: Mennesker skal undlade at træde i ypperstepræsters, skriftkloges og farisæeres sted og bestemme at det er bedst for deres helhed at et andet menneske ofres. Og de skal se til at sandhed og ret i den proces ikke ignoreres.

Det er uret, når det sker, – og det er ressourcespild. Hvad der går til af kræfter i mobbesammenhænge er i virkeligheden umådeligt og ærgerligt. Det gør kirken fattigere - og det er sørgeligt, fordi også livsskæbner undertiden får grundstød.

En vej mod at agere bedre er at forstå fænomenet bedre – og ikke tage barndommens skolegård med sig, når man enten rammes af mobning eller man mere eller mindre bevidst og måske med alle mulige managementagtige ”gode” argumenter er på den anden side.

-ksf.


Genkendeligt i Folkekirken

Jeg har erfaret at ovenstående amerikanske beskrivelses af ofre for mobning er genkendelig i den virkelige og også kirkelige verden i Danmark. Der er menighedsråd, der mobber: en kordegn, en kirkegårdsleder, en organist eller en præst. Og der er en solid risiko for at ledelsen for at bevare helheden, pænheden, den nydelige Folkekirke, tackler sagerne i forsimplet New Publik Management-stil.

Hvordan skal menighedsråd – og ledelse, provster og biskopper, tage dette med sig? I enhver konfliktsituation skal man gå ind i noget så banalt som selvransagelse. Både som råd, ledelse og når man er den, konflikten drejer sig om. For det første bør man gøre sig de reelle magtforhold klare. Hvem har noget på spil, livsgrundlag, faglighed, selvrespekt? Den, der har det, er naturligvis den svage part. For det andet må man gå ind i selvransagende, gruppedynamiske overvejelser. Er det fx den lille (store) jalousi , magtønsker, måske ligefrem småforelskelser, skuffelser som trænger til kompensation, såret forfængelighed, eller noget helt tredje, der er på spil, og som får afløb i forhold til den konfliktramte? Dette skal kun være til selvransagelse og som noget, man ser i øjnene kan være der, og, sværest at se af alt, også hos en selv. Ingen er tjent med offentlig afdækning af alt! Ledelse, provst og biskop, skal naturligvis både prøve at forstå dynamikken i arbejdsgruppen, og vide at der nok er ting, man ikke kan trænge til bunds i andet end intuitivt. Gode er de ledere, der gør dette bedst.

Dette er svært i en organisation, hvor interesser og personlige relationer i helt særlig grad er filtret ind i hinanden – fra bund til top. Ingen ønsker hinanden ondt - normalt. Men man forvolder hinanden ondt. Da det er sådan, kan man prøve at have bevidstheden om de her skitserede forhold med sig. Så kan det blive bedre. Måske skal man inddrage konfliktløsere helt udefra, men det er en anden sag. -ksf.


* Om mobningsundersøgelsen.

Det er kirkeministeriets arbejdsgruppe for præsters arbejdsmiljø, der står bag. Jens Christian Bach Iversen, som er medlem af gruppen, skriver "Udgangspunktet tages i denne definition: Der er tale om mobning, når en person regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gang på grov vis - udsætter en anden person for krænkende handlinger" (Prf.Blad 2017 s. 100).
Dette synes at være en meget for begrænset definition at bestemme mobning som en-til-en chikane. Det kan begynde sådan, og fx en chefs chikane af en medarbejder får ofte hurtigt mobbeeffekt, fordi mange vil have elementær interesse i ikke at modgå chefen. Men ellers ligger det i selve ordet "mob", at det er gruppen mod den enkelte. Som det ovenfor beskrevne peger på, er det som regel det essentielle i mobbesager.Og det er det, mange præster oplever
Udover at man som ovenfor nævnt kan have tvivl om, hvor retvisende billede undersøgelsen giver - af psykologiske grunde hos de mobbede - kan man også med forhåndsdefinitionen frygte at tolkningen af resultaterne bliver meget for snæver. [15/5 se dog overfor, bekymringen er oveflødiggjort] -ksf.

Ikke en ny sag!
En rapport fra 2003 fra Arbejdsmedicinsk Klinik fastslog, at selv om det generelle miljø ikke er værre end så mange andre steder, så skilte især præsterne sig ud ved at være markant mere stressede end and andre befolkningsgrupper. »Vi har set mange tragedier i folkekirken. Problemet er kirkens ledelsesstruktur«, siger professor, dr.med. Finn Gyntelberg, der er en af de tre forskere bag rapporten. [Læs mere]
"Mobbe"rapport er udkommet:

Analyse af indhold og omfang af mobning blandt præster i folkekirken [Se her]

25% af præsterne fortæller at de har oplevet mobning. En læsning af rapporten overflødiggør bekymringer om at den oprindelige mobbedefinitionen, som var for snæver, skulle fortegne billedet. Undersøgelsen er bygget op, så den afdækker de fleste former for mobning.

Og den arbejder med en metode der viser at præster ikke er særligt sensible mht. at forstå sig som mobbede.

Man har ikke inddraget biskoppers rolle, fordi der her ikke kunne garanteres anonymitet.

15/5 2017 ksf

Workingplace Bullying Institute

Three Faces of Bullying

Det meste af materialet her på siden har jeg fået optaget i en samlet artikel i Præsteforeningens Blad. Med tilladelse fra redaktøren bringer jeg den her

Sognekonsulent Kristen Skriver Frandsen - Olderveien 19, 7100 Rissa, Norge - Tlf +47 466 44 238. Mail: ksf@sognekonsulent.dk